Den nye feriekøbmand tager over efter landsbyens butik lukkede
AF: MORTEN NIELSEN JV.DK
Publiceret
·
May-Britt i forgrunden. Hun er flankeret af manden Johannes og sønnen Nicolai - alle med efternavnet Nissen. Foto: Morten Nielsen
·
May-Britt Nissen har længe glædet sig til at komme i gang i cafeen. Nu er det virkelighed. Foto: Morten Nielsen
Der udvides nu kraftigt i butik og åbningstider i Jegum Ferieland. Det sker blandt andet, fordi købmanden i den nærliggende landsby Vrøgum måtte dreje nøglen.
Jegum/Vrøgum: Til maj er det to år siden, at landsbyen Vrøgum mistede sin købmandsbutik. Det er én af grundene til, at May-Britt Nissen, 54 år, nu etablerer sig som rigtig købmand i det nærliggende sommerhusområde Jegum Ferieland med cirka 700 sommerhuse. Det er i området nord for Oksbøl.
Indtil i efteråret var der en kiosk i Jegum Ferieland, men den er nu omdannet til en rigtig købmandsbutik med et langt større udvalg. Det er også slut med vinterlukket. May-Britt vil holde købmandsbutikken åben hele året.
Foruden butikken vil May-Britt Nissen nu også have gang i en café igen. Der kommer blandt andet nyt inventar i cafeen.
May-Britt Nissen har længe glædet sig til at komme i gang i cafeen. Nu er det virkelighed.
Familien hjælper til
May-Britt stammer fra Varde og flyttede for tre og et halvt år siden til Jegum med familien bestående af manden Johannes Nissen og sønnen Nicolai. Sønnen har sabbatår efter handelsgymnasiet og skal hjælpe mor i gang. Butikken åbnede fredag med en reception.
Det er også meningen, at Johannes skal hjælpe, når han har fri fra sit job i militæret.
- Købmanden i Vrøgum var et samlingspunkt. Jeg savner den. Her er der 700 sommerhuse. Det må kunne lade sig gøre at få økonomi det, siger May-Britt, der med vilje åbner her i den helt stille tid, når det kommer til turisme.
Om en uge er det nemlig vinterferie, og May-Britt vil gerne lige have lidt tid til at komme på plads. I uge syv kommer der nemlig mange i sommerhusene, og så skal hun for alvor være klar til at være et samlingspunkt i sommerhusbyen.
Læs artiklen på nettet her:
https://www.jv.dk/varde/Den-nye-feriekoebmand-tager-over-efter-landsbyens-butik-lukkede/artikel/2683716